CMP har meget at fejre: ”Det er med en god portion ydmyghed og stolthed, at vi kan konstatere, at vi er godt på vej mod at realisere vores drøm”

Ved en velbesøgt reception i starten af november måned, fejrede CMP to runde fødselsdage, to nye partneres indtrædelse og et nyt medlem af bestyrelsen.

4. december 2017

CMP har haft meget at fejre i år. Receptionen som blev afholdt d. 6 november, var derfor en fejring af to runde fødselsdage, nemlig partner Lars Christiansens og managing partner Christian Thygesens, som begge er fyldt 50. Derudover er partnerkredsen blevet større, idet både Morten Weesgaard Christensen og Kenneth Brandborg er blevet optaget som partnere.

Derudover var receptionen også anledning til at byde Mads Smith Hansen velkommen som bestyrelsesmedlem i CMP. Mads er CRO, og medlem af koncerndirektionen, i ATP. Han siger: ”Receptionen var en rigtig god mulighed for mig for at tale med så mange forskellige kunder, venner af huset og medarbejdere. Receptionen var velbesøgt med mange gæster fra forskellige både små, store og veletablerede finansielle virksomheder. Det vidner for mig om, at CMP har etableret sig som en seriøs spiller på konsulentmarkedet inden for den finansielle sektor og med et fortsat potentiale for vækst.”

De mange milepæle som skulle fejres, gav anledning til at invitere en bred vifte af aktører fra den danske finansverden herunder kunder og samarbejdspartnere, samt venner og familie.

”Jeg er utrolig glad for, at der er så mange, der på trods af den travlhed som præger os alle, alligevel tog sig tid til at komme forbi og fejre disse begivenheder med os. Det afspejler det gode forhold, vi har til vores kunder, og det betyder noget for os som konsulenthus. Det er en væsentlig faktor for os i dagligdagen og for arbejdsglæden i det hele taget, at vi kommer godt ud af det med dem, vi samarbejder med. Det kan jeg kun være taknemmelig for”, udtaler Christian Thygesen, managing partner, der sammen med partner og medstifter Lars Christiansen kunne fejre 50 års fødselsdag i år:

”Da vi startede CMP for otte år siden, var det med drømmen om at skabe et konsulenthus med skarpt fokus på kapitalmarkedsområdet. Når vi ser den vækst, vi har haft i kunder og vores højt kvalificerede medarbejdere, er det med en god portion ydmyghed og stolthed, at vi kan konstatere, at vi er godt på vej mod at realisere vores drøm”, siger Lars Christiansen.

”At indtræde som partner i CMP har for mig været et naturligt skridt, da jeg er glad for og stolt over at kunne være med til at bidrage til vores fremtidige vækst,” siger Kenneth Brandborg, partner, og tilføjer:

Yderligere er jeg stolt af, at så mange vil være med til at fejre os – det ser jeg som et tegn på, at de ydelser vi leverer falder i god jord hos vores kunder. Jeg ser meget frem til, at jeg i min rolle som partner, kan være med til at bidrage til vores mange gode samarbejder fremover.”

Til dette tilføjer Morten Weesgaard Christensen:

”Jeg valgte at starte i CMP af flere årsager. Det er et konsulenthus i vækst, som beskæftiger sig med nicheområder og som har en seriøs tilgang til at blive et af de førende huse inden for kapitalmarkedsområdet” siger Morten, som ved arrangementet også fejrede sin indtrædelse i partnerkredsen.

”Vores entydige fokus i markedet og den ekspertise vi og vores konsulenter har i samspillet mellem forretning og it, er vigtige elementer i den efterspørgsel, vi oplever på vores ydelser. Det glæder mig, at vi har kunne samle så mange, forretningsforbindelser og familie, som har haft lyst til at fejre de mange nye begivenheder i CMP med os. Det sætter jeg stor pris på!”

På vegne af CMP skal alle dem som mødte op, eller på anden måde har været med til at fejre os, have tusind tak for et godt arrangement og ikke mindst et godt år.

I CMP ser man frem til forsat godt samarbejde, såvel som nye udfordringer, i det kommende år.

Til arrangementet havde CMP fotograf på besøg til at tage nogle billeder. Se dem alle herunder.

Foto: Claus Sall